Seneste Nyt 2012

 

2. december 2012

 

I dag er det så 1. søndag i advent, og vi har fået al julepynt hængt op, fået lavet dekorationer samt kalenderlys og adventskrans. I dag blev adventskransen så tændt for første gang. I år har Solveig lavet den lidt anderledes, idet den er lavet omkring en halmkrans, som er blevet betrukket med mos. Og farven på lysene er også meget anderledes, idet vi i år har valgt lilla til adventskransen og nogle af vores juledekorationer.

 

I denne weekend har vi haft stor glæde af et besøg fra Valby,da Nicklas, Alice og Morten har været her, så vi har rigtig hygget os. Nu glæder vi os bare til, at vi skal holde juleaften sammen med dem.

 

Her i Lind har vi ikke fået sne i dag, men vi kan se, at det har man rigtig mange steder i Danmark, så vi har noget at glæde os til - men frosten - den har vi fået.

 

I den forgangne sommer har vi jævnligt haft besøg af et par skovskader på foderbrættet. De er dog temmelig sky, men det lykkedes alligevel at få et billede af den ene af dem - her i toppen af et grantræ i bunden af haven. Efterhånden kommer de tættere på huset - ligesom alle de andre - blåmejser, musvitter, fasaner og gråspurve - bare for at nævne nogle. Der er utrolig mange arter repræsenteret i vore haver, så det er dejligt at iagttage.

 

Vi har lukket ned i kolonihaven for i år. Vejret er jo efterhånden ved at være lidt koldt, så nu står den på hygge herhjemme.

 

Den 14. og 15. november var vi på en lille cruise til Oslo med Stena Saga. Der var en dejlig tur. Meget afslappende og med fin kahyt og god mad. Vi sejlede fra Frederikshavn onsdag formiddag kl. 10:00, og var tilbage igen torsdag kl. 8:00.

 

9. oktober 2012

 

Så er vi hjemkommet efter endnu en dejlig udflugt. Denne gang gik turen til Nordjylland. Vi have booket en luksushytte på Løkken Klit Camping. Dejlig campingplads - selvom vi ikke benyttede os af pladsens faciliteter - var det helt tydelig, at der var styr på tingene. Der var både køkken og bad i hytten.

Det var en ny opført hytte - alt var pænt og i orden - så den var lige til at "slå" sig ned i!

 

Da vi havde fået os installeret, kørte vi en tur Nørre Lyngby. Vi gik ned til vandet for at se, hvor meget havet faktisk har "ædt" af klitterne. Det er voldsomt. Mange af husene hænger helt ude på kanten - så ved den næste storm - vil der være nogen af dem, der bliver taget af havet.

 

Efter Nr. Lyngby kørte vi til Lønstrup. Fantastisk charmerende sted. Vi gik en tur på stranden, hvor de jo stadig trækker fiskebådene op på land. Derefter gik vi en tur gennem byen og videre ud i klitterne. Bagefter kørte vi til Nørlev og videre til Skallerup Klit.

 

Der var faktisk stadig rigtig mange turister i området, selvom vi er i oktober måned.

 

Vi kørte forbi Rubjerg Mile, men havde ikke tid til at begive os på den forholdsvis lange gåtur derud. Vi skulle nemlig være tilbage i Løkken inden kl. 19, idet vi havde bestilt bowlingbane i Løkken Action Center.

Efter aftensmad i Action Centrets restaurant begav vi os tilbage til hytten.

 

Søndag morgen var vejret blevet noget bedre end lørdag, så vi kørte en rundtur igen på egnen - måske mest med henblik på at tage nogle bedre billeder end dagen før. Vi sluttede af med et besøg på Bolcheriet og en kop kaffe i centrum af Løkken, inden vi kørte hjemad. Vi valgte at køre over Fjerritslev og ned over Thy. Vi ville lige forbi og se den nye store testvindmølle, som netop var blevet indviet dagen før. Vi måtte gå et par kilometer hver vej for at komme derud, men det var dejligt i det skønne klare efterårsvejr.

 

Testcentret rummer i alt syv test-stande. Vestas og Siemens har hver købt to stande og DTU råder over de sidste tre stande; en er udlejet til kinesiske Envision. Den første vindmølle er nu installeret på teststand nr. 6 i Østerild. Vindmøllen er fra firmaet Siemens Wind Power og er en SWP 6,0 MW mølle med en rotordiameter på 154 meter og en navhøjde på 120 meter - altså 197 meter. Miljøminister Ida Auken klippede snoren over og satte møllen i gang lørdag den 6. oktober 2012. Vestas forventer at sætte to møller op i løbet af de næste to år.

 

De efterfølgende møller bliver endnu større, nemlig 250 meter fra sokkel til vingespids - sammenlignet er pylonerne på Storebæltsbroen, som er 254 meter høje Det giver lidt en fornemmelse af størrelsen. Denne fornemmelse kan man også se på et af vore billeder i Fotogalleriet. Her er der personer på vejen, som er meget små i forhold til vindmøllen.

 

Efter besøget i Østerild Plantage kørte vi til Thisted, hvor vi fandt et pizzeria nede ved havnen, hvor vi kunne få stillet sulten. Det var blevet lidt sen frokosttid.

 

Herefter begav vi os hjemad - efter et par dejlige afslappende dag i det nordjyske!

 

Billeder fra turen kan ses i Fotogalleriet!

 

27. september 2012

 

Så blev det i dag, at vores nye hjemmeside gik i luften!

 

Den indeholder flere nye elementer, som vi håber, kan være interssante for andre end os selv. Brug den -og kom gerne med nye input - som kan være med til at forbedre siden.

 

Vi er godt klar over, at det kræver noget opdatering lidt oftere, end det er sket hidtil - så vi bestræber os!

 

Det er vort mål at berette om, hvad der sker hos os i årets løb - stort og småt.

 

Som for eksempel, at persille-bedet står flottere i år end nogensinde!

 

 

5. september 2012

 

Der er stadig liv i os - selvom det er ved at være længe siden, der sidst er sket noget her på siden.

 

Blommehøsten blev ganske god i år. Vores Victoria-blommetræ bar for første gang en del frugt - så det er jo lækkert.

 

Den bedste oplevelse, vi har haft på det seneste, er selvfølgelig, at vi havde vores 120 års fødselsdagsfest på Vores Restaurant & Café i Herning. Vi synes selv, at vi havde en fantastisk dejlig dag i godt selskab med venner og familie.

 

Godt humør, dejlig mad og super god musik - leveret af Marius Grønkjær og hans guitar - så kan det vist ikke blive meget bedre!

 

Den 31. august åbnede Vejdirektoratet en ny motorvejsstrækning mellem Bording og Funder. I den anledning var der mulighed for at gå og cykle på den nye motorvejsbro over Funder Ådal. Vi var selvfølgelig med. Vi havde jo gået på alle de andre broer, så vi måtte også på denne her.

 

Vi var derude allerede fra morgenstunden. Der var det skønneste vejr, og vi fik gået en hel del på broen, som jo - i sig selv - er et fantastisk stykke ingeniørarbejde. Der er gjort enormt meget ud af at beskytte naturen i forbindelse med byggeriet.

 

Der ligger en del billeder i vort fotogalleri fra arrangementet, så hvis du mangler en adgangskode til det - så send os en mail, så sørger vi for, at du kan komme ind og kigge!

 

Den netop forgangne lørdag gik vi i gang med at sprede et lag topdress-kompost på plænen. Den er lidt ujævn og trængte til et "pift". Vi håber det hjælper, men det kan nok først rigtig ses til foråret.

 

Som det fremgår af billedet til højre, så er vores Mamut Gunnera også i topform! Den har aldrig været så stor som i år - ca. 2 meter høj.

 

 

 

Årets adventskrans.

Dekoration på sofabordet.

Så er juletræet tændt i læbæltet i baghaven.

Her sidder skovskaden og ser på omgivelserne.

Her er vi på et af færgens dæk. Roligt vejr.

Indsejlingen i Oslofjorden.

Så er det blevet efterår i kolonihaven.