Seneste Nyt 2013

3. december 2013

 

I november måned har der været 1.245 besøg på vores hjemmeside. Det er "all time high", og det er vi selvfølgelig utroligt glade for.

 

Vi forsøger til stadighed at være så opdateret som muligt, således at det fortsat kan være interessant at besøge siden.

 

Vi vil her gerne takke alle, for den store interesse der er udvist!

 

Du kan se besøgsstatistikken, ved at klikke her.

 

21. november 2013

 

I morges fik vi så den første sne i år. Dog kun et ganske tyndt lag - og begrænset til det midtjydske område.

 

Derfor var det jo så oplagt at få taget nogle billeder. Der kom en serie på 8 billeder fra Herning og omegn ud af det.

 

Du kan se billederne, ved at klikke her.

 

2. november 2013

 

Nu er vi så kommet godt hjem efter 3 dejlige dage i København.

 

Vi tog over med Aarhus - Odden onsdag formiddag, hvorefter vi tog på familiebesøg i Valby om eftermiddagen. Efter aftensmaden tog vi til vort hotel, så vi kunne være friske og udhvilede til næste dag.

 

Torsdag morgen begav vi os med S-toget ind til København City, hvor vi havde besluttet os for at bruge en dag på Rigsarkivet i forbindelse med vores store interesse for slægtsforskning.

 

Vi brugte hele dage på arkivet - kun afbrudt af en lille frokost - på Den Sorte Diamant (Det kongelige bibliotek), som ligger lige i nærheden. Vi fik læst i en masse gamle tykke bøger og fandt meget af det, vi var kommet efter.

 

Om aftenen var vi til øl smagning og efterfølgende steak på Restaurant OX på Axeltorv (kan anbefales), hvorefter vi tog S-toget tilbage til hotellet.

 

Alt i alt en god og oplevelsesrig dag.

 

Fredag formiddag kørte vi rundt og besøgte forskellige slægtsrelaterede steder.

 

Da vi nåede middag, tog vi ind på Restaurant Rio Bravo - kendt for det berømte Rio Bravo-forlig - hvor Poul Schlütter kontaktede restauranten en sen aften for at finde Helge Dohrmann, som befandt sig i restauranten. Poul Schlütter skulle sikre sig, at Dohrmann ville stemme for et forlig om blandt andet børnechecken. Uden Dohrmanns stemme ville forslaget falde, og regeringen ville vælte.

 

Forslaget blev vedtaget, og regeringen blev siddende.

 

Nå - men vi fik stegt flæsk med persillesovs - og godt mætte begav vi os over for at se Jens Olsens verdensur på Københavns Rådhus. Desværre var der lukket, idet uret er under reparation.

 

Om eftermiddagen var vi på Københavns Bymuseum - også et rigtig godt sted at besøge, hvis man er interesseret i det gamle København.

 

Fredag aften sejlede vi så igen tilbage til Aarhus fra Odden efter nogle rigtig skønne dage i København.

 

 

30. september 2013

 

I den forgangne weekend var vi på en skøn familietur til Sønderjylland med Leos familie. Blandt andet for at opleve Sort sol.

 

Vi mødtes lørdag morgen kl. 9 ved Hampen sø, hvor vi drak kaffe og spiste rundstykker. Vejret var fantastisk - men køligt. Billederne her til højre er fra Hampen sø.

 

Efter kaffepausen begav vi os af sted mod Tyskland. Vi skulle jo proviantere, når vi nu var så tæt på grænsen. Vi fik handlet mange forskellige steder, så da vi forlod Harrislee for at køre mod Tønder, var bilerne fyldt til bristepunktet.

 

Nu var det blevet tid til lidt frokost. Vi fandt en hyggelig rasteplads, hvor vi spiste medbragt rugbrød og pålæg - på bedste "smør-selv maner". Oda havde også bagt hindbærsnitter til turen, så der manglede ikke noget!

 

Derefter kørte vi til hotellet, hvor vi skulle overnatte. Vi havde i forvejen bange anelser, idet det var et ret billigt sted, og deres "smiley-statistik" var ikke for god. Nå, men det viste sig at være fint nok. Omend ikke luksus, men et ganske udmærket sted til en enkelt overnatning.

 

Vi kørte så til Møllehus, hvor vi regnede med (håbede på), at stærene ville slå sig ned. Man kan jo ikke på forhånd vide, hvor det vil ske. Vi tog chancen i Møllehus. Det viste sig at være en god beslutning. Der kom masser af stære. Der var "desværre" ikke nogen rovfugle tilstede. Desværre fordi, hvis der en rovfugl, som forsøger at komme ind i flokken, kan man få de mest fantastiske flotte formationer at se.

 

Stærenes ankomst forløb stille og roligt. De kom i mindre og mellemstore flokke og slog sig ned.

Efter turen i Tøndermarsken tog vi ind til Tønder, hvor vi fandt en kinesisk restaurant, så vi kunne få lidt aftensmad.

 

Vel ankommet til hotellet ud på aftenen, hyggede vi os lidt, inden vi gik til ro. Vi skulle jo tidligt op næste morgen!

 

Kl. 05:45 forlod vi hotellet og kørte til Møllehus for at se stærene rejse af sted igen. Nu vidste vi jo, hvor de var!

 

Omkring klokken 7 begyndte der at blive uro i stæreflokken, og ganske kort tid efter rejste de så alle sammen af sted.

 

Tilbage til hotellet for at spise morgenmad, få pakket sammen og gjort klar til at køre hjemad.

 

En rigtig hyggelig og vellykket tur var ved at være slut. Vi havde det mest fantastiske efterårsvejr på hele turen.

 

Det kunne ikke være bedre.

 

8. august 2013

 

Vores sommerferie i år er - bogstaveligt talt - gået fra Gedser til Skagen - med en lille afstikker til Oslo.

 

Det har været fantastisk sommervejr, så vi har nydt at komme rundt i landet. Vi fandt ud af, at vi har været på hele 10 danske øer i løbet af ferien nemlig: Fyn, Tåsinge, Langeland, Lolland, Falster, Møn, Bogø, Nyord, Årø og Farø.

 

I den første uge havde vi lånt Alice og Mortens sommerhus i Marielyst på Falster. Vi havde en dejlig uge der, hvor vi gik daglige ture til stranden. Mandag eftermiddag cyklede vi op til Marielyst, hvor vi kørte forbi og hilste på Vibeke og Asger. De havde besøg af Anne-Marie, så vi fik en hyggelig sludder. Om tirsdagen kørte vi en tur rundt på Lolland og endte med at spise frokost på havnen i Nysted. Det var hyggeligt. Om eftermiddagen tog vi tilbage til Falster, og travede rundt i de gamle charmerende gader i Nykøbing. Onsdag havde vi besøg af Vibeke og Asger. Vi havde en rigtig dejlig eftermiddag sammen. Torsdag havde vi besluttet os for at køre en tur til Nyord. Meget særpræget lille ø, hvor man kører derud over en dæmning, hvorefter man parkerer bilen uden for byen og går rundt. Vi kørte til Stubbekøbing, hvorfra vi sejlede over til Bogø. En dejlig lille sejltur. Så kørte vi over Stege til Nyord og derfra til Møns Klint. Vi tog turen ad de 497 trappetrin ned - og op igen. Om fredagen hyggede vi os i sommerhuset. Alice, Nicklas og Morten kom derned lørdag til frokost, og om eftermiddagen begav vi os så på vej tilbage til Jylland.

 

Vel hjemkommet gav vi os til at male træværk og oliere vinduer. Vejret var jo lige til det, og træet var godt tørt.

 

Mandag i den anden ferieuge tog vi en tur til IKEA i Århus sammen med Nanna og Victor. Vi havde en dejlig dag, hvor vi rigtig hyggede os. På tilbagevejen var vi forbi Nanna og Victors søns sommerhus ved Silkeborgsøerne samt ude og kigge på en kolonihaveforening. Tirsdag flyttede vi i kolonihaven, hvor vi boede resten af ugen, og hvorfra vi bl.a. cyklede ind til byen og hjem for at hente post og aviser.

 

Tirsdag i den tredje ferieuge tog vi på et hotelophold på Hotel Norden i Haderslev. Et hotelophold, som vi havde fået i gave til vores fælles fødselsdagsfest. Vi kørte hjemmefra tidligt om morgenen og stoppede først ved Skamlingsbanken. Vi havde aldrig været der før. Det er et meget idyllisk sted og er jo også et meget vigtigt mindesmærke for dansk historie. Vi havde bestemt, at vi ville til Årø, så vi kørte til Årøsund. Da vi kom til færgen, kunne vi se, at hvis vi skulle have bilen med over, ville det nok først blive til aften! Alle ville til Årø den dag - sikkert fordi Tv-udsendelsen med Puk og Herman netop var sendt fra Årø i den forgangne uge. Vi valgte i stedet at finde en dejlig plads, hvor vi spiste vor medbragte frokost. Vi parkerede bilen og tog færgen over til Årø. Vi gik op gennem byen, fik en kop kaffe på Brummer Gård, og så begav vi os ellers ud på øen. Vi gik op til campingpladsen, fik en is og gik tilbage igen. En tur på vel omkring 5 kilometer. Vi nåede frem til hotellet i Haderslev sidst på eftermiddagen, og efter aftensmaden gik vi en tur rundt om Haderslev Dam i det skønne vejr. Rigtig dejlig aften i det sønderjyske.

 

Inden vi forlod det sønderjyske landskab, kørte vi lige en tur ned over grænsen. Vi havde planlagt, at vi ville have frokost i gågaden i Flensborg. Inden vi dog kom til grænsen, kørte vi forbi et skilt til Frøslevlejeren, og da vi ikke havde været der før, besluttede vi os at besigtige det lidt. Det var en utrolig oplevelse, og det får én til at tænke på, hvor godt vi egentlig går og har det. Det var utroligt at se, hvilke forfærdelige forhold, de har levet under.

 

Da vi kom hjem, flyttede vi igen i kolonihaven og fik lagt nogle fliser om og kradset lidt ukrudt i de andre flisearealer, så vi kunne få noget stenmel i. Så må vi se, om det kan holde ukrudtet væk! Lørdag cyklede vi hjem for at se, hvordan det stod til der, og derefter cyklede vi til Herning for at indtage frokosten på Pappas i Østergade. Skulle man komme forbi der, kan stedet anbefales.

 

I den fjerde uge var vi på en sviptur til Oslo fra Frederikshavn med Stena Saga (også en gave fra vores fødselsdag). Med i turen var der et 2-timers ophold i skibets spalounge, hvor vi fik både varme og kolde bade, sauna og jacuzzi. Det var en skøn tur og ren afslapning.

 

Tilbage i Frederikshavn torsdag morgen havde vi besluttet at køre en tur til Skagen. I Skagen besøgte vi P. S. Krøyers sommerhus, Holger Drachmanns hus, Anna og Michael Anchers hus og Saxilds Gård. Efter rundturen i Skagen gik vi ned på havnen, hvor vi nød vores frokost.

 

Hjemme igen fredag, hvor vi fik olieret de sidste vinduer og smurt træbeskyttelse på den 8-kantede terrasse om formiddagen, inden det blev for varmt. Det var jo skønt vejr - 32°. Om eftermiddagen cyklede vi en tur i kolonihaven.

Så var de 4 ugers ferie lige pludselig gået, og det er blevet hverdag igen. Samtidig er vejret slået om, og vi har fået lidt mere almindeligt sommervejr - og lidt regn, som vi har ventet længe på.

 

Bedre timing for sin ferie kan man da ikke ønske sig!

 

23. maj 2013

 

Mammut Gunnera er godt i gang, og vi kan næsten se, at den vokser dag for dag.

 

Tulipaner og påskeliljer er ved at være afblomstret, så nu er stauder og buskene ved at "tage over".

Der er også ved at være styr på græsplænen. Den er kommet sig noget efter, at den fik 2 rummeter sand og en tur med vertikalskæreren samt godt med gødning. Nu skal den bare have noget varme - så skal det nok gå!

 

Det er ikke just varme, der er for meget af for tiden. Meteorologerne lover kun mellem 10 og 15° og byger så langt, som de kan se frem, så det kunne godt være bedre. Vi er jo trods alt snart i juni måned.

 

 

28. april 2013

 

I dag blev vores Mammut Gunnera pakket ud af sit "vinterhi", så nu håber vi ikke, at der kommer for meget nattefrost i den kommede tid.

 

Vi har fået sat løg i den lille plet køkkenhave, der er tilbage, og der er blevet sat Dahlia'er langs kanten af urtehaven. Græsplænen er blevet kørt igennem med en vertikalskærer for at fjerne mos og ukrudt.

 

Derefter blev der givet godt med gødning, så nu skulle alle muligheder være tilstede for, at det hele kan komme i gang!

 

15. april 2013

 

Nu må det da endelig være forår!

 

I dag er der blevet ryddet lidt op i haven herhjemme for at fjerne sporene efter vinteren. Stauder er blevet klippet ned, afdækning af rododendron er fjernet, og der er samlet ufattelig mange bøgeblade op.

 

Billederne her til højre er taget i dag - den 15. april 2013.

 

Termometeret viser 15°, så nu må det snart være tid at nyde foråret på terrassen!

 

 

8. april 2013

 

Vinteren holder stadig sit tag i os. Der er 4-5° frost om natten, og kun 8-10° om dagen.

 

Vi længes stadig efter at komme igang med haverne. Det er jo ikke let at gøre noget, så længe jorden er frossen!

 

I lørdags startede vi sæsonen i kolonihaven, idet vi havde flaghejsning med tilhørende morgenkaffe, rundstykker og lidt fællessang. En rigtig hyggelig formiddag.

 

Vores kolonihaveforening har i øvrigt lige fået sin egen hjemmeside. Besøg os gerne på adressen:

 

www.nabkaer1.dk

 

 

29. februar 2013

 

I dag til morgen var der rigtig skønt - men køligt nede i kolonihaven. Alléen er blevet beskåret. Det har virkelig pyntet på området.

 

Nu glæder vi os bare til, at der bliver mildere vejr, så vi kan få åbnet for vandet og vi kan komme i gang med forårsarbejdet!

 

21. februar 2013

 

I går havde vi en fremmed besøg på foderbrættet i haven. Et lille egern havde fundet ud af, at der var mad at hente. Efterfølgende løb den ind til naboens foderbræt.

 

Vi har senere fået at vide af vores nabo, at de har set den før, og at de har lagt nogle nødder ud til den, som var til overs fra julen.

 

Det er spændendende, om den bliver ved med at komme. I så fald, må vi jo sørge for at have nødder på lager!

 

Der ligger et billede på Facebook, hvor man kan se den løbe ned ad stolpen på foderbrættet.

 

12. februar 2013

 

Hvor er det koldt at komme tilbage til Danmark efter en uges ferie i sol og sommer!

 

Fredag den 1. februar 2013 kl. 06:30 lettede vi med Star Tour fra Billund lufthavn med kurs mod Gran Canaria. Vi fik efter starten at vide, at vi ville være noget forsinket - ca. 20 minutter - idet der var en kraftig vind på 90 m/sekund i Norden og ned over Frankrig. Udenfor var temperaturen -56° i 10.000 meters højde.

 

Efter landing i Las Palmas blev vi transporteret til vort hotel - Colina Mar - som ligger i Puerto Rico. Her fik vi en 2-værelses lejlighed på 2. sal i forreste række og med en helt fantastisk udsigt ned over Puerto Rico og havet.

 

Lørdag skulle vi rigtig ud og se på det hele. Vi startede med at gå ned ad de stejle bjergveje til Amadores, for at se den kunstigt anlagte strand. Det var en rigtig hyggelig, men hård tur. Stranden var godt besøgt, og vandet var fantastisk rent og varmt.

 

Fra Amadores gik vi på promenaden langs kysten til Puerto Rico, hvor vi gik rundt og blandt andet besøgte et stort indkøbscenter. For at komme tilbage til hotellet på toppen af bjerget havde vi to muligheder. Vi kunne trave op langs bjergvejen, eller vi kunne vælge at tage turen op ad de godt 850 trappetrin. Vi valgte det sidste, men det blev også kun ved denne ene gang vi gik op ad trapperne. Det var utroligt hårdt. Til gengæld gik vi ned ad trapperne flere gange.

 

Mandag havde vi besluttet at tage båden til byen Mogan. Det var en flot sejltur og en smuk by, som også kaldes "Det lille Venedig". Husene er flot malet og dekoreret, og der hænger masser af blomster i gaderne.

 

På vej tilbage fra Mogan mod Puerto Rico bemærkede vi, at det så ud som gus ud over havet, men da vi kom tilbage til hotellet fik vi en SMS fra Star Tour, som oplyste, at der var tale om varme vinde fra Afrika, som bragte sand med sig. Det kaldes for Calima-vinde. Det er noget, som sker ca. 2 gange om året. I løbet af eftermiddag og aftenen stormede det rigtig meget. Det kan ses på de billeder, som vi lægger op i fotogalleret. Hvis der er nogen der mangler en adgang til fotogalleriet, modtager vi gerne en mail, så det kan lade sig gøre at se det.

 

Tirsdag var dagen, hvor Solveig kunne fejre sin 60-års fødselsdag. Det blev gjort med en udflugt med Star Tour rundt på den store ø-tur. Først kørte vi til Arucas, hvor vi besøgte en romfabrik og fik lejlighed til at smage på varerne. Derfra kørte vi til en botanisk have med mange eksotiske planter - blandt andet bananer.

 

Herefter gik turen til bjergbyen Teror, hvor vi besøgte kirken med den berømte Pinjemadonna, inden turen gik op i bjergene ad små snoede veje. I ca. 1.000 meters højde fik vi frokost på en lokal restaurant.

Næste stop var Roqoue Nublo, som er Gran Canarias vartegn. Det er en karakteristisk klippe beliggende i ca. 1.700 meters højde. Desværre var vi stadig mærket af Calima-vindene, så udsigten til den var ikke så god.

 

Efter et besøg på et marked, fortsatte turen op til Gran Canarias højeste punkt, hvortil turister må komme, nemlig 1.950 meter over havet. Derfra gik turen mod sydkysten, hvor vi sluttede af i De tusinde palmers dal, inden turen fortsatte til Puerto Rico.

 

Da vi kom tilbage til vores lejlighed, fik vi os en stor overraskelse, idet der stod blomster, champagne og chokolade, som var kommet fra Solveigs kolleger. Det var en dejlig overraskelse.

 

Onsdag var vi igen på tur med Star Tour. Denne gang gik turen til Las Palmas, hvor vi først besøgte den gamle bydel. Vi var blandt andet i Columbus museet og en tur i katedralen. Her tog vi op i tårnet for at nyde udsigten, selvom der stadig var en del Calima-vinde. Vi havde herefter 1 time på egen hånd i den gamle bydel, før vi kørte videre til den nye bydel. Her havde vi 2 timer på egen hånd, så vi gik ned til stranden for at få lidt frokost.

 

Fra Las Palmas kørte vi op i bjergene for at se et vulkankrater. Havde der været en bedre udsigt, ville vi kunne have set til Tenerife herfra.

 

Herfra gik turen tilbage til Puerto Rico.

 

Så oprandt den sidste dag på Gran Canaria for denne gang. Vi havde besluttet at tage på en sejltur i håb om at få set delfiner og hvaler. Desværre var de der ikke, men vi havde en rigtig dejlig sejltur alligevel.

Fredag morgen gik turen tilbage til lufthavnen kl. 08:40, og vi landede i Billund kl. 18:30, hvor vi blev afhentet.

 

Det har været en helt fantastisk tur, hvor rejseselskab og hotellet bare fungerede til UG+.

Men hold op hvor er det koldt at vende tilbage fra 20 - 25° og så til det frosne Danmark med -5°.

 

21. januar 2013

 

I går eftermiddags var vi en lille tur i kolonihaven - blot for at se lidt til det hele! Der var ikke rigtig noget at gøre, idet der jo er masser af sne over det hele derude.

 

Vi varmede lidt op, skovlede gangene fri for sne, og så drak vi vores medbragte kaffe.

 

Vi gik også en tur rundt i området for at se lidt efter, om alt var som det skulle være.

 

Det var en rigtig hyggelig eftermiddag!

 

19. januar 2013

 

Tiderne skifter! Vi har efterhånden haft vores hjemmeside i mange år - mere præcis siden april 2004 - så nu synes vi, at tiden er moden til at tage det næste skridt.

 

Vi fortsætter selvfølgelig med at dele alle vore mange interesser med jer alle - men som noget nyt - nu også via Facebook. Hvis man har lyst til at "profilere sig lidt" i dagens Danmark - ja så er de sociale netværk et "must".

 

Nu er vi altså kommet på Facebook - så besøg os også der, hvis du har lyst til at følge lidt med i, hvad vi render og laver!

 

I øvrigt er der stadig vintervejr. I skrivende stund er der snevejr, men også solskin her hos os. Flot vejr - med 5° frost.

 

14. januar 2013

 

Nu er vinteren så igen kommet til os. Det har sneet det meste af formiddagen i dag, og temperaturen er omkrin 4° frost - så sneen bliver liggende.

 

Der er fint klart vejr og solskin, så det kan jo næsten ikke blive flottere!

Bækken ved Nabkær.

Christiansborg i baggrunden - Rigsarkivet til højre.

Indgangen til Rigsarkivets læsesal.

København 1906

Herhjemme i haven - august 2013

Kolonihaven - august 2013

Sommerdag på havnen i Skagen

Holger Drachmanns hus i Skagen

Frøslevlejren

Motiv fra Årø - med udsigt over vandet

Skøn aften ved Haderslev Dam

Møns Klint

Idyl på Nyord

Indsejlingen gennem Oslofjorden

Egern på foderbrættet.

Årets adventskrans.

Dekoration på sofabordet.

Så er juletræet tændt i læbæltet i baghaven.

Her sidder skovskaden og ser på omgivelserne.

Her er vi på et af færgens dæk. Roligt vejr.

Indsejlingen i Oslofjorden.

Så er det blevet efterår i kolonihaven.